Kære Eddie Michel AzoulayTorben SangildTorben WeirupTom Jørgensen og alle de andre der har deltaget i vores hyggelige snak om Riverbed.[Denne artikel er skrevet i forlængelse af en debat på Facebook]

I dag tog jeg derop[Louisiana Museum For Moderne Kunst] for at opleve denne monstrøse installation. Denne hjerneudvidende museumsnedbrydende genialitet af et kunstværk. Heldigvis var jeg så opsat på at blive skuffet over at så kikset en ide overhovedet kunne blive iscenesat. Så selvfølgelig blev jeg det modsatte. Jeg sad i 15 minutter på en sten i et hjørne og ventede på at blive overrumplet af en transcenderende new nordic nirvana oplevelse, men virkeligheden indhentede mig og gav mig en fed oplevelse, som jeg vil anbefale alle at tage op og se. Det eneste jeg havde glædet mig til var at opleve museet fra oppe under loftet, men det synes jeg sjovt nok var ligegyldigt.

Som jeg sad der og Olede den på en islandsk sten kunne jeg mærke hele strukturen under gruset gynge. Det var lige som at være på Brøndby stadion i gamle dage - dem som ikke hopper de elsker FC, og så gyngede hele den massive betonkonstruktion under alle os hoppende idioter. Det første jeg lagde mærke til var at gruset kun lå i en 20-25 cm dybde og at underlaget var almindeligt tagpap. Jeg havde jo bildt mig selv ind at der var grus og sten fra Island fra gulvet og op i 3 m højde. Og heldigvis var det ikke det. For heldigvis prøver Olafur ikke at bilde os ind at vi går på Island, men beder derimod os bare om at gå op og ned af en ubetydelig lille bakke, med en ubetydelig lille bæk løbende kunstigt i cirkler, som os beskuere, der traver op og ned i et for verden som sådan ubetydeligt rum. 

Heldigvis afslører installationen sig selv og udstiller situationen komisk ærligt og gennemskueligt. Bækken har allerede akkumuleret gulligt hvidt boblende snavs, så tanken om en frisk udsprunget kilde på Island forsvinder til fordel for mine minder om Newton Creek mellem Queens og Greenpoint i New York. Men sjovt ser det ud. Sjovt ser det ud når folk kommer for at se på verdenskunst og bliver mødt af en pudsig lille kunstig bakke med lidt grus og sten på, som er lidt mørkere end vi er vant til. Gruset glider rundt under folks føder og de snubler og stager sig langsomt frem. Og så kan man sidde der og se på folk, der går op og ned af bakken, og som Sisyfos skubbede en sten, masser de hele vores kulturopfattelse op af bakken og tager den endda selv med ned af bakken igen.

Jeg følte mig ikke til grin. Jeg følte heller ikke Louisiana Museum of Modern Art eller Olafur Eliasson var til grin, men jeg følte at min forestilling om, at verdenskunst er noget der bliver skabt på kommando, og at man når man sætter Olafur og Louisiana sammen bare må forvente verdenskunst, blev gjort til skamme. For selvfølgelig er det ikke verdenskunst. Louisiana viser nogen gange verdenskunsten, som den tog sig ud for 40 år siden(Ed Keinholz f. eks.). De viser lige nu Emil Nolde, som er til at kaste op over(selv om min mor elsker ham), og Phillip Guston, som i sin og Noldes levetid, brød med tidens hårdeste trend, satte sig selv uden for indflydelse, men i dag kun kan elskes for det brud han iscenesatte med maleriet uden, at opgive det og derfor viser Emil Nolde som den gammel farveundersøgende og teksturinteresserede ligegyldige modernist han blev ved med at være. Olafur etablerede sig selv med finurlige konstruktioner, som ikke havde en døjt med illusion at gøre, men som åbenlyst opbyggede en uventet oplevelse. Her har de to skabt en super fin installation, som giver publikum en helt forventet oplevelse uden at rykke gevaldigt ved noget som helst.

Jeg føler at Riverbed, som den ærlige konstruktion det er, bliver som et spejl holdt foran mit hoved. Et spejl, der udstiller kunsten og dens primære institution, og mig som bruger for hvad der virkelig forgår. En multimedie installation til 9,5 millioner(småpenge i kunsten jo)af en scene, hvor vi selv kan spille det iscenesatte skuespil vores liv er. Jeg ville ønske Brian Mikkelsen stadig var kulturminister, og jeg til åbningen havde hørt ham snakke i 10 minutter uden at sige noget og langsomt kravlet op til toppen af verdens mindste kunstige bjergside for at plante den danske kulturs fane, som Armstrong og Aldrin på månen. Det er denne kransekagefiguration af kulturen, som værket for alvor afslører, og som, i min ydmyge og ligegyldige optik, gør værket uinteressant på et hvert kunstnerisk niveau.

Jeg kan kun tænke på andre totalinstallationer, der virker bedre, og på diskurser, som fortjener mere vægt i medierne. Robert Gober's Jomfru Maria-ting med kloakrør trappe, kufferter osv.[Untitled( Virgin Mary), 1997] For bare at nævne et eksempel.

Det er en publikumssucces, hvis illusion pudsigt nok bliver nedbrudt af publikums egen vægt. 

Det er en publikumssucces. Og det er fint. 

Men verdenskunst, det er det ikke. 

Det kunne vi vel egentlig heller ikke forvente.

Ps. Hvorfor er det egentlig at den er specifik til Louisiana? De grunde Poul Erik Tøjner giver er vel ens for alle andre museer også. Og hvorfor egentlig ikke lave den udendørs i forlængelse af Richard Serra's jernplader. Som i øvrigt er et af de mest velfungerende eksempler på de kunstværker i verden. Et mini Island, som Olafur på en knold kan sidde og synge ved når den slukkede udlængslen bliver for tung at bære